Vi bestræber os på hele tiden at kunne tilbyde nyt spændende legetøj. Det gør vi enten ved at nytænke noget af det eksisterende legetøj eller ved at finde på noget helt nyt.
Der kan være mange grunde til at nytænke. Det kan være at den gamle version pludselig så lidt old school ud, at nogle funktioner krævede for meget vedligehold, eller at omkostningerne ved et element pludselig ændrede sig.
Ideen til et nyt produkt kan komme mange steder fra og ofte fra de institutioner vi besøger. Eva og Mads får dagligt feedback fra institutioner og biblioteker. Det kan være at nogle står og mangler noget eller har noget gammelt legetøj de er kede af at de ikke kan købe længere. Ønskerne sendes videre til Nis, som vurderer mulighederne for at udvikle det og sætte det i produktion. Urspillet er et eksempel på et vedholdende ønske fra daginstitutioner.
Læreplanerne som daginstitutionerne skal leve op til, kan også være en inspiration. Nogle gange er det lettere at lære noget gennem et spil eller en leg. Begrebsfisk gør det eksempelvis lettere at lære noget om kategorier og overbegreber – men det behøver man jo ikke at vide når man spiller det.
Nogle gange er det også bare Nis’ behov for at lege med noget bestemt, der fører til en ide. Vores Kalaha spil er skabt ud af Nis’ irritation over for lette kugler, for små huller og lyden af plastic.
Uanset hvor ideen opstår, så er der lang vej til det færdige produkt. Først sætter Nis sig med sin kuglepen og sin ternede blok. Han måler, regner, tegner og går lidt rundt. Derefter vender han ideen med Mads og Eva, men især med Mr. Hoa, som er vores udviklingsmand i Vietnam. Mr. Hoa er god til detaljer og funktioner, og hjælper også med at gennemtænke mulighederne. Han afprøver ting i praksis og får lavet prototyper som sendes til Danmark og bliver prøvet af i relation til holdbarhed, udseende og selvfølgelig om det er sjovt at lege med.
Nis rejser til Vietnam 3-4 gange om året. En del af arbejdet derude er udviklingen af nyt legetøj. Sammen med Mr. Hoa, opstår der et lille opfinderværksted, hvor ting kan afprøves og nytænkes med det samme. Der er mange dejlige ting ved Vietnam, men udviklingsdelen er helt klart den sjoveste.